-
DR Congo regner med første mpox-vacciner torsdag
来源: BDK Borsnyt / 04 9月 2024 05:32:33 America/New_York
Den Demokratiske Republik Congo forventer at få sine første vacciner mod sygdommen mpox torsdag. Det oplyser lederen af landets sygdomsrespons onsdag. Vaccineleverance nummer to forventes på lørdag. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklærede for nylig for anden gang på to år global sundhedskrise på grund af mpox, der tidligere er kendt som abekopper. DR Congo er epicenter for udbruddet af sygdommen, som normalt har et mildt forløb, men i sjældne tilfælde kan være dødelig. I løbet af i år er der blevet registreret over 22.800 mpox-tilfælde og 622 dødsfald i 13 afrikanske lande. Det har Afrikas Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (Africa CDC) oplyst sidste måned. Men indsatsen for at få inddæmmet spredningen af sygdommen har været besværliggjort af mangel på vacciner. Det danske selskab Bavarian Nordic står som afgørende vaccineproducent med en vigtig rolle. Selskabets vaccine blev sammen med japanske KM Biologics' vaccine brugt til at bekæmpe et udbrud i 2022. Deres vacciner har været brugt i vidt omfang i mindst 70 lande uden for Afrika. Men før Nigeria i slutningen af august fik 10.000 doser af USA, havde mpox-vacciner ikke været tilgængelige i noget afrikansk land, skriver nyhedsbureauet Reuters. Mpox giver influenzalignende symptomer, og der kan komme blærer fyldt med pus på kroppen. Reuters har i en tidligere artikel beskrevet, at ulige vaccinefordeling udgør en risiko for mange afrikanere. Forskere har bemærket, at virusset nu muterer hurtigt. Africa CDC sagde sidste måned, at sundhedsmyndigheden har sikret under ti procent af den nødvendige finansiering til at bekæmpe udbruddet. - Den manglende distribuering af mpox-vacciner i Afrika skyldes udfordringer med leveringer, finansiering og infrastruktur, og at sygdommen er mindre fremtrædende sammenlignet med andre sundhedsprioriteter, har forskeren Duduzile Ndwandwe fra det sydafrikanske forskningsinstitut SAMRC udtalt til Reuters. Bavarian Nordic fik i en artikel bragt af DR mandag fra flere sider kritik for høje priser. Selskabets finansdirektør, Henrik Juuel, forklarede ifølge MarketWire til DR: - Man skal huske på, at det er en vaccine, som ikke er lavet til, at du pludselig skal sprøjte 100 millioner doser ud. Det gør den selvfølgelig også lidt dyrere at producere. /ritzau/Reuters https://www.berlingske.dk/internationalt/dr-congo-regner-med-foerste-mpox-vacciner-torsdag